Sigurjón Ólafsson Om kunstnerens liv og arbejde Sigurjón Ólafsson blev født i 1908 som den yngste af seks søskende i den sydislandske fiskerby Eyrarbakki, hvor han voksede op under beskedne kår. Faderen var landarbejder og fisker, og også moderen arbejdede uden for hjemmet. Selv har han fortalt at han oplevede en barndom præget af frihed i nær forbindelse med naturen og naturkræfterne ved det åbne Atlanterhav. Fra sin tidligste barndom havde Sigurjón snittet i træ og tegnet, og det fortælles at han i sandet på strandbredden tegnede karikaturer af personer, som kammeraterne så skulle identificere. En af hans lærere i folkeskolen var opmærksom på hans udsædvanlige evner og støttede ham i beslutningen om at blive kunstner. I 1923 flyttede Sigurjón Ólafsson med sin familie til Reykjavik. Samtidig med at han som malerlærling gik på håndværkerskolen, modtog han undervisning af maleren Ásgrímur Jónsson (1876−1958) og Islands første billedhugger Einar Jónsson (1874−1954), hvis museum netop var blevet åbnet for publikum. Som nittenårig rejste han til København og blev optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole hos professor Einar Utzon-Frank. Her blev hans talent hurtigt påskønnet, hvilket blandt andet resulterede i at han i 1930, efter kun to års studier, fik tildelt Akademiets guldmedalje for en to meter høj skulptur af en arbejder, der svinger sin hakke højt hævet over hovedet. Skulpturen rummer interessante spændinger mellem det klassiske formsprog og tidens socialrealistiske tendenser. Efter et år i Rom (1931−1932) og fortsatte studier i Danmark tog Sigurjón afgangseksamen fra Kunstakademiet i 1935 med en skulptur af en stående kvinde, Venus (1935, LSO 1033), som i sin forenklede puristiske form brød med tidens normer. Samme år udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling kæmperelieffet Der stables klipfisk (LSO 1034), der måler 4x3 meter. Motivet, der er hentet fra Island, viser kvindernes arbejde med klipfisken, der på det tidspunkt var Islands vigtigste eksportvare. Værket er knyttet til Islands erhvervshistorie og er samtidig en hyldest til arbejderkvinderne. Det vakte stor opsigt i Danmark og blev betegnet som „helt igennem en monumental studie i plastisk rytmik“. I kraft af sin håndværksmæssige overlegenhed og kunstneriske indfølingsevne blev Sigurjón en eftertragtet assistent for andre kunstnere ved udførelsen af monumentale opgaver, herunder: Anne Marie Carl-Nielsen (Carl Nielsen mindesmærket ved Østerport), Johs. C. Bjerg (Agnete og havmanden), og E. Utzon-Frank (Tyren til Kødbyen, Thorvaldsen monumentet og restaureringen af Lamoureux‘ rytterstatue af Christian 5. på Kongens Nytorv). Det er karakteristisk for Sigurjón Ólafssons udvikling, at han arbejdede seriøst med portrætkunsten samtidig med at han forsøgte sig med nye udtryksformer, der ledte hen mod ren abstraktion. Med sit usædvanlige kreative talent magtede han at give slip på det klassiske udtryk, indoptage modernismen og frigøre de værdier i skulpturen, som han fandt vigtige, herunder bevægelse og en forenklet fri form. Allerede i 1936 gør han sig bemærket ved en skulptur af to fodboldspillere, der synes at have ophævet tyngdekraften og svæver frit i luften. I løbet af 1930'erne og 1940'erne var Sigurjón en betydelig del af den danske avantgarde. Han deltog i nævneværdige udstillingssammenhænge blandt andet Linien og Helhesten, men også møbelarkitekten Finn Juhl satte stor pris på Sigurjóns værker og valgte ofte at lade sine møbler udstille sammen med dem. Kunsthistorikeren Sigurd Scultz (1894−1980), der interesseret fulgte Sigurjóns kunstneriske udvikling, har peget på at omplantningen fra Island til Danmark havde haft betydning for Sigurjóns evne til at omstille sig og tilpasse sig andre livsformer, noget der kom til udtryk i hans eksperimenterende formsprog. Således skriver Schultz i sin artikel om Sigurjón til Weilbachs kunstnerleksikon 1949: „Nitten år gammel gjorde han springet over til den moderne storby. Dette har utvivlsomt haft indgribende betydning for hans kunstneriske psyke, omskifteligheden i hans plastiske opfattelse, hans smidige indlevelsesevne over for andre kunstneriske synsmåder, hele hans åndelige livlighed. Måske har det også været medvirkende til den formelle overlegenhed, der karakteriserer alle hans arbejder, hans elegance som formkunstner. [....] I den tid Ólafsson virkede i Danmark var han en af sit slægtleds mest begavede og på sin vis mest selvstændige billedhuggere.“ For at give et indtryk af spændvidden i Sigurjóns kunst kunne man nævne hans værker fra et enkelt år, for eksempel 1939 − året hvor han fik Eckersbergmedaljen for portrættet Min mor (LSO 007), som han modellerede under et ophold i Island i 1938. Eksemplarer i bronze blev indkøbt af Statens Museum for Kunst, Moderna Museet, Stockholm, og Islands Nationalgalleri. I 1939 kommer der fra hans hånd en to meter høj, primitivistisk stenskulptur, Kvinde/Skulptur, (LSO 1053, Louisiana Museum for Moderne Kunst, Humlebæk), Familien (LSO 1052), en primitivistisk gruppe i træ (FAOs bygning i Rom), to surrealistiske værker: Fuglen (LSO 1043), der er et forgyldt bronzerelief på blå baggrund, og den tre meter lange Drage (LSO 1051)i beton, der af kunstneren var tænkt som en advarsel mod nazismen. Og fra samme år er også den store træskulptur, Mand og kvinde, (LSO 1054, KUNSTEN, Aalborg), hvis abstrakte former udtrykker et humanistisk livssyn og som rummer kimen til hans senere værker i træ. Både Drage og Mand og kvinde blev udstillet i 1941 på den legendariske udstilling 13 kunstnere i telt, en udstilling hvor avantgardekunstnere fra Helhesten, på Asger Jorns initiativ, protesterede mod tyskernes besættelse og samtidig forsøgte at få menigmand i tale med en udstilling tæt på det folkelige forlystelsessted, Dyrehavsbakken. Under besættelsesårene arbejdede Sigurjón Ólafsson på en stor offentlig udsmykningsopgave til Rådhustorvet i Vejle: to figurgrupper i bornholmsk granit, der symboliserer samtidens basale erhverv, henholdsvis landbrug og håndværk og handel og industri. De har både referencer til romansk granitskulptur og til Kai Nielsens folkekære skulpturer på Blågårds Plads i København. Endnu mens Sigurjón stod og huggede figurerne i haven bag Charlottenborg, opstod der i Vejle protester mod dem. Der udviklede sig en omfattende polemik i både lokale og københavske aviser med forslag om at sænke skulpturerne i havnen. Der skulle gå en halv snes år inden monumentet i oktober 1955 blev opstillet ´på prøve´ på Rådhustorvet i Vejle. I 2020 blev torvet igen omformet og skulpturerne flyttet tættere på Rådhuset. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig rejste Sigurjón Ólafsson tilbage til sit hjemland, hvor hans første atelier var en militærbarak på Laugarnes, et naturskønt kystområde i udkanten af Reykjavik. Han fik markant betydning for udviklingen af den islandske modernisme i den unge republik, der var blevet grundlagt i 1944. Efter erfaringen med Vejlemonumentet begyndte Sigurjón nu at hugge store skulpturer i den islandske dolerit med det klassiske værktøj, hammer og mejsel og meget ofte uden forudgående skitsearbejde. Men han undersøgte også andre materialers udtryksmuligheder, herunder jern, kobberplader, beton og træ. Uanset hvilke materialer Sigurjón anvendte udstråler værkerne en visuel og taktil styrke og synes at indeholde en indre urkraft. I Island fik han betydelige monumentale opgaver, herunder de gigantiske bas-relieffer i beton på den 90 meter lange væg på vandkraftværket Búrfell (LSO 1232) i nærheden af vulkanen Hekla (1966−69), samt Islandsmerki (LSO 1278, 1970−73), der blev opstillet i Reykjavík til minde om republikkens oprettelse. En gennemgang af registranten på hjemmesiden www.LSO.is viser, at der fra Sigurjóns hånd findes et halvt hundrede værker i det offentlige rum. Sigurjón Ólafssons portrætkunst er længe blevet anset for at være uden sidestykke i det 20. århundrede. Selv så han ingen divergens mellem at arbejde med abstrakte former og et realistisk portræt. I det unge islandske borgerskab var der stor interesse for at lade sig portrættere, hvilket sikrede familiens daglige fornødenheder og kunstnerens egen mulighed for helt suverænt at kunne arbejde med andet end bestillingsopgaver. Sigurjóns sidste arbejdsår var kendetegnet af arbejdet med træskulpturerne. Her var det som om han fik ubegrænset frihed til at genoptage emner fra primitivismen og surrealismen, som havde givet ham så megen inspiration i de formative år i Danmark. Alene i sine to sidste leveår skabte Sigurjón 63 forskelligartede og ekspressive skulpturer i træ. Sigurjón Ólafssons værk har en betydelig plads i den nordiske skulpturhistorie samtidig med at det i en større sammenhæng overskrider en regional modernisme ved at afspejle de internationale brydninger, der foregik i det 20. århundredes billedhuggerkunst. Efter Sigurjóns død i 1982 stiftede hans familie Sigurjón Ólafsson Museet med en betydelig samling af kunstnerens efterladte værker. Museet er indrettet i hans atelier og hjem på stedet, hvor han havde boet og arbejdet siden 1945, det historiske kulturlandskab Laugarnes. Reykjavik, 4.april 2022 Birgitta Spur